Du er her

Amerikanere på besøg i forsøgsboligen

Chefer fra sundheds- og plejesektoren i USA hørte om velfærdsteknologi i forsøgsboligen, hvor Silkeborg Kommune udvikler og afprøver velfærdsteknologi til plejecentret Marienlund.

I forsøgsboligen udvikler Silkeborg Kommune i samarbejde med private firmaer ny velfærdsteknologi til det nye, store plejecenter Marienlund.

”Vi har et rigtig godt samarbejde med en række firmaer om at udvikle og afprøve nye velfærdsteknologiske løsninger. Det giver nogle resultater, som både kommende beboere og medarbejdere på Marienlund får glæde af. Vi er selvfølgelig også stolte over, at andre har øje for det, vi har opnået”, siger borgmester Steen Vindum.

Silkeborg Kommune har blandt andet i et offentlig-privat partnerskab med virksomheden Pressalit A/S udviklet flytbare elementer til badeværelset, og efter besøget i testboligen drager delegationen videre til Pressalit i Ry.

Med i den syv personer store delegation, som besøgte Silkeborg, er chefer fra en række store firmaer, der leverer sundheds-, genoptrænings- og velfærdsteknologiske ydelser til den amerikanske sundheds-og plejesektor og en handelsrådgiver fra det danske generalkonsulat i New York.

Under den fem dage lange studietur får amerikanerne en introduktion til det danske sundhedssystem, og de besøger også Sundhedsministeriet, Fremtidens Plejehjem i Aalborg, Center for velfærdsteknologi, virksomheden Guldmann og Københavns Kommune.

Forsøgsboligen i Silkeborg er i øvrigt ofte mål for studiebesøg. For nogle måneder siden var der besøg fra Kina, Ældre Sagens ledelse har været i Silkeborg for at se boligen, og der kommer jævnligt fagfolk fra andre kommuner.

Løsninger fra forsøgsboligen bliver brugt i de 120 boliger i plejecentret Marienlund. Der er rejsegilde på centret 11. februar, og det står færdigt i begyndelsen af 2017.